Banerne i Overlund nedlægges

25. oktober 2020 12:04 , af Henrik Sommer

Hej Medlemmer i OTK.

Nu er der store nyheder i klubben. Som orienteret om på generalforsamlinger tager OTK nu et skridt i retning af at samle alle aktiviteter på anlægget i Houlkær, hvor vi har vores klubhus. Sidste år tilbød klubben til kommunen, at tennisbanerne i Overlund kunne nedlægges for at skabe plads til idrætsfaciliteterne rundt om den ny Overlund Skole, hvis vi uden omkostninger kunne få etableret tilsvarende baner i Houlkær i sammenhæng med vore faciliteter der.

Det er aftalt, at tennisbaner i Overlund nedlægges ved udgangen af denne tennissæson, så det markerer vi på

Søndag d. 1. november kl. 10.00
på tennisbanerne i Overlund,

hvor klubben giver en gravøl for at markere 30 års tilstedeværelse i Overlund, der nu ophører.

Samtidig lukker vi banerne ned og kører det nødvendige udstyr fra Overlund til Houlkær, så tag et par handsker og lidt arbejdshumør med. 

Hvad sker der så i Houlkær? I første omgang vil der blive etableret èn rødgrusbane i Houlkær, der er klar til at blive spillet på ved sæsonstart 2021. Vi kan derfor spille på tre rødgrusbaner i Houlkær i næste sæson. Men vi stopper jo ikke der. Vi drøfter og undersøger fortsat med kommunen m.fl. mulighederne for at etablere en tennishal med to indendørs tennisbaner, yderligere en udendørs tennisbane og et lysanlæg på to udendørs tennisbaner. Dette er et større projekt, der tager lidt tid til at få på rette vej.

Endelig så vurderer vi fra uge til uge, hvornår vi skal lukke banerne i Houlkær. Det vil afhænge af vejret, men I kan fortsat spille på banerne, så få fat på tennisketsjeren, når vejret tillader det. Så længe baner kan bookes på hjemmesiden, så er banerne åbne.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen